Forside /
23. marts 2017

Den Europæiske Socialfond fylder 60 år

I 2017 er det 60 år siden Den Europæiske Socialfond (ESF) blev oprettet. Fonden er EU’s ældste og vigtigste instrument til investering i mennesker.

Skrevet af Ronja Pilgaard

I de sidste 60 år har Den Europæiske Socialfond hjulpet millioner af europæere med at finde et job, gennemføre en kvalifikation eller en certificering og øge deres færdighedsniveauer. Disse resultater er opnået gennem mange tusinde projekter i hele Europa.

I dag er Den Europæiske Socialfon en vigtig drivkraft for jobskabelse, bedre uddannelse, mere moderne offentlige forvaltninger og social inklusion, og den er derfor et vigtigt redskab til at sikre mere fair muligheder for alle borgere.

– 60-års dagen for Den Europæiske Socialfond er virkelig noget at fejre. I seks årtier har Den Europæiske Socialfond hjulpet millioner af jobsøgende og arbejdstagere og har støttet hundredtusindvis af virksomheder og nystartede virksomheder. Ved at foretage direkte investeringer i mennesker er vi med til at sikre, at ingen lades i stikken, samtidig med at vi øger Europas konkurrenceevne og holder trit med forandringerne på arbejdsmarkedet. 60 års succeshistorier, der viser, at EU gør en reel forskel i europæernes liv: i dag, i fortiden og i fremtiden, siger kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold, kompetencer og arbejdskraftens mobilitet, Marianne Thyssen.

Som eksempler kan nævnes projekter, der søger at:

  • Få folk i arbejde: I Spanien har Caritas og Den Europæiske Socialfond sammen hjulpet mere end en million mennesker med at forbedre deres chancer for at finde et job. Dette omfatter vejledning om jobsøgning, praktikophold og jobskabelse gennem sociale virksomheder. Mange af disse tiltag har fokus på grupper, der har særlige vanskeligheder, bl.a. immigranter, ugunstigt stillede kvinder, mindre kvalificerede unge og arbejdsløse over 45 år.
  • Forbedre uddannelsesmæssige resultater: Projektet Diritti a Scuola i Italien nåede ud til over 200 000 børn og bidrager positivt til deres skolegang. I en fælles indsats med skoler, lærere, forældre og elever blev læseplaner og undervisningsmetoder forbedret, og der blev ydet individuel rådgivning til unge og deres familier. Som følge heraf faldt frafaldsprocenten i Puglia fra 30,3 % i 2004 til 19,5 % i 2011.
  • Fremme social inklusion: Projektet vedrørende akademiet for socialøkonomisk udvikling i provinsen Małopolskie i Polen har skabt en blomstrende socialøkonomi til gavn for mange af de mest ugunstigt stillede borgere. Projektet omfatter juridisk og forretningsmæssig rådgivning samt finansiel støtte til at oprette sociale virksomheder. Mere end 1 700 personer har haft fordel af aktiviteter under projektet, og det har 245 socialøkonomiske organisationer og 126 lokale partnere også.
    “Vores indsats stopper ikke her. I perioden 2014-2020 har millioner af mennesker modtaget støtte fra Den Europæiske Socialfond, og det vil fortsætte, takket være investeringer for 86,4 mia. EUR fra EU’s budget,” lyder det fra socialfonden i en pressemeddelelse.

I denne programmeringsperiode fokuserer fonden på et begrænset antal prioriteter for at sikre et maksimalt udbytte, og der er særlig vægt på ungdomsbeskæftigelse og social inklusion. Den åbne dataplatform, der giver adgang til oplysninger om de resultater, der er opnået under de europæiske struktur- og investeringsfonde for 2014-2020, viser, at Den Europæiske Socialfonds projekter gør rigtig gode fremskridt: Over 30 % af projekterne er allerede blevet udvalgt til finansiering. Projekter under ungdomsbeskæftigelsesinitiativet har endda en udnyttelsesgrad på 60 %.

I morgen starter fejringen af fondens resultater og debatter om fremtiden for investeringer i den menneskelige kapital i Europa med konferencen “Den Europæiske Socialfond: fortid, nutid og fremtid”, der arrangeres af det maltesiske EU-formandskab forud for fejringen af 60-årsdagen for Romtraktaterne og mødet med EU-arbejdsmarkedets parter i Rom, hvor Kommissionens formand Jean-Claude Juncker, næstformand Valdis Dombrovskis og EU-kommissær Marianne Thyssen deltager.

I årets løb organiserer medlemsstaterne lignende arrangementer og debatter for at se tilbage på, hvad Den Europæiske Socialfond har opnået, for at gøre status over fondens resultater og for at argumentere for store investeringer i menneskelig kapital i fremtiden. I løbet af maj åbner tusindvis af EU-finansierede projekter dørene for offentligheden inden for rammerne af kampagnen Europa i min region.

Baggrund
Den Europæiske Socialfond er EU’s ældste fond og blev oprettet med Romtraktaten i 1957 med det formål at forbedre arbejdstagernes beskæftigelsesmuligheder og levestandard. I begyndelsen var den et forholdsvis enkelt instrument, der godtgjorde halvdelen af medlemsstaternes omkostninger til erhvervsuddannelse og flyttetilskud til arbejdstagere, der blev berørt af omstruktureringer. I dag er fonden blevet mere og mere målrettet og strategisk med fokus på systemiske reformer, der kan gavne så mange borgere som muligt.

Fonden er baseret på samfinansiering med finansielle bidrag fra både medlemsstaterne og Kommissionen, og i visse tilfælde også den private sektor. I den nuværende finansieringsperiode 2014-2020 er fonden operationel i alle 28 medlemsstater med et samlet budget på 124,9 milliarder euro, hvoraf 86,4 milliarder euro kommer fra EU’s budget.

Den Europæiske Socialfond arbejder på stedet gennem operationelle programmer. Disse omsætter de overordnede målsætninger på europæisk plan — at få flere mennesker i arbejde, forbedre uddannelsesmuligheder, fremme social inklusion og levere bedre offentlige tjenester — til de specifikke behov i en region eller medlemsstat og borgerne. Operationelle programmer forhandles mellem de nationale myndigheder og Kommissionen, mens deres gennemførelse forvaltes af de relevante myndigheder i hvert land. Dette viser, at Den Europæiske Socialfond er baseret på princippet om delt forvaltning, hvilket betyder, at ansvaret varetages på det rette niveau.

Kunne du lide det, du læste? Skriv dig op til vores daglige nyhedsbrev her

Bæredygtig Business

/

Udvikling

Gellerup ad nye stier
Ghetto. Smag på ordet. Vend det i tankerne, og prøv at spørge dig selv, hvad en ”ghetto” egentlig er. Spørgsmålet er, om den overhovedet findes.

Bæredygtig Business

Mondragon- en global socialøkonomisk kæmpe
Verdensomspændende kooperativ med rødder i Spanien har økonomisk og social succes.

Værktøjskassen

Forskning: mål din virksomheds sociale effekt

Værktøjskassen

Gode penge på dagsordenen i England

Bæredygtig Business

Ny aftale om elbiler skal sætte strøm til salget

Udvikling

Ny database over social innovation i Europa

Bæredygtig Business

Kultur giver kontant succes

Politik

/

Udvikling

Kongelig kasse til socialøkonomiske virksomheder

Bæredygtig Business

/

Udvikling

Fremtidens boliger til hjemløse og studerende

Bæredygtig Business

Skrald får ofte nyt liv

Politik

Kontanthjælpen er den mest upopulære velfærdsydelse

Udvikling

Vestligt genbrugstøj ødelægger afrikas tøjindustri

Politik

/

Udvikling

Den Europæiske Socialfond fylder 60 år

Politik

Minister: Det er helt efter bogen

Politik

Faderrollen er afgørende for lavtuddannede

Bæredygtig Business

København stopper ekstern kontrol af social dumping

Bæredygtig Business

Lederne investerer millionbeløb i socialøkonomisk virksomhed

Udvikling

Kronisk syge presser kommunekasserne

Bæredygtig Business

Funder plejecenter får ledige i job

Bæredygtig Business

/

Politik

Mere IT-sikkerhed giver Danmark erhvervsfordel